Tuesday, 27 September 2011

Fri vilje?

John-Dylan Haynes, hjerneforsker ved Bernstein Center for Computational Neuroscience i Berlin, bad i et forsøg en række forsøgspersoner om at trykke på en knap med deres venstre eller højre pegefinger, mens de så på en række tal på en skærm. En hjernescanner registrerede undervejs hjerneaktiviteten. Når man gennemgår billederne bagefter ser det ud som om aktivitet detekteres ca 6 sekunder før personen er sig det bevidst og trykker på en knap. Man kan med ca 60 % nøjagtighed vurdere hvilken knap det drejer sig om – altså hø eller ve. Nu er der i forvejen 50% chance for at ramme rigtigt, men okay, det er statistisk signifikant.

Der sker altså en aktivitet i et hjerneområde hvor formålet er en handling ca. 6 sekunder senere.
Hvad trigger denne aktivitet? Er det et produkt af andre aktiviteter rundt omkring i centrene, er den spontan (random) eller er den styret af en (måske ikke-fysisk) aktivitet vi ikke kan eller endnu er i stand til at kunne registrere?
Er der på et eller andet niveau en kobling mellem materiel og ikke materiel baseret hjerneaktivitet?
Hvis vores bevidsthed bare summer rundt og fyrer neuroner i hjernecentrene, og initieringen af aktiviteten for handlingen alene trigges af dette, ja, så har vi (hjernen) ganske vist en fri vilje, men bevidstheden må siges at halte noget efter.
Hvis aktiviteten ikke trigges fra hjernen, ja, så er der et forklaringsproblem – men det må vel betragtes som over-kill, hvis en simpel beslutning om at trykke på hø eller ve knap skal bestemmes fra et metafysisk niveau.
Hvis disse forsøgsresultater er korrekte og og dermed giver perspektiv, må man kunne koble en computer til scanneren, hvor computeren registrerer, analyserer og determinerer handlingen inden den bliver bevidst, og computeren kan endda nå at ændre på handlingens konsekvens, f.eks ved at slukke for en knap den ikke ønsker aktiveret på et givet tidspunkt, eller flytte et glas vand hvis man griber ud efter det. Hvis man virkelig har ca 6 sekunder til at interagere, vil der kunne manipuleres meget med omgivelserne, inden en ønsket handling udføres. Computeren vil i realiteten kunne simulere et rum omkring forsøgspersonen, så det føles enten som om man slet ingen vilje har – eller de ønskede handlinger udføres før man er sig dem bevidst. Sikke perspektiver.

Hvad er det der styrer vores hjerneaktivitet mens vi endnu ikke er blevet bevidst om handlingen?

Virtual reality

Hatsune Miku er meget populær og optræder gerne live i Japan. Hendes koncerter er så godt som altid udsolgt.  Hatsune Miku er en animeret figur – ikke noget menneske. Når Miku optræder, er det som animeret hologram på scenen, programmeret på forhånd af hendes ejere i Crypton Future Media. Mikus stemme er modelleret over en 'ægte' sangers og derefter kørt igennem digital manipulation.
Publikum jubler og tilbeder hende, som var hun en fysisk realitet. Hologram teknikken er blot et skridt på vejen i vores teknologiske udvikling hvor der hele tiden sker tilvalg mod konvertering af virtual reality mod reality. Først havde vi f.eks. radio, så kom stereo, herefter sort-hvid TV, senere farver og nu 3D. Det er en udvikling over 100 år. Hvordan bliver så de næste 100 år, eller måske 500 år?
Hvis accelerationen i udviklingen foregår uden forstyrrelser vil udviklingen hurtigt overgå fantasien.


“Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic”    Arthur C. Clarke


Singulariteten i denne udvikling må være når Hatsune Miku bliver et rigtigt menneske – skabt af os.

Saturday, 24 September 2011

Bevidstheden

Bevidstheden er summen af vores hjerneaktivitet og hukommelse.
Basis for denne er kroppen - og især hjernen.Vores bevidsthed er energi i hjernens logistik og hukommelsen er energi i strukturerede neuroner - nye som gamle.Basalt set er det data og softwareprogrammer på et komplekst avanceret niveau.Kroppen er hardware. Når vi kan flytte vores data og programmel over i anden form for hardware der er uforgængeligt eller kan have uforgængelig backup, er vi udødelige på materielt niveau. Kan vi "nøjes" med disse informationer i form af organiseret energi - er vi reelt udødelige. Det nok sådan det går. Det er posthumanisme. - Men hvad hvis vi bliver så avancerede at vi kan "bøje" tiden? ja så får vi selv indflydelse på vores egen udvikling.Vi har måske allerede besluttet at vi fra et givet tidspunkt ikke skal være udødelige.

"It may be that our role on this planet is not to worship God, but to create him."
-- Arthur C. Clarke

Tuesday, 20 September 2011

Det er evident at den teknologiske udvikling gør at vi nærmer os singulariteten, det punkt hvor vores civilisations teknologiske udvikling accelererer mod uendeligt. Dette betyder at vi snart vil kunne udvikle superintelligens og vi vil måske være i stand til at slippe enhver form for materialisering og i stedet eksistere som organiseret energi i kosmos. I denne form går vi måske ind i - eller igennem – singulariteten, et paradigmeskift med mange trusler mod vores integritet. Vi kan efter ønske veksle mellem fysisk - og ikke fysisk form - alvidende, udødelige og vi vil måske kunne rejse såvel hurtigt som på tværs af tiden.  Hvis fortid og nutid kan interagere, vil vores bevidsthed måske kunne passere denne barriere – posthumanisme med omdefinering af døden. Energi, intelligens og information synes at forenes i transcendental monisme, og måske slår vi os sammen, og skaber – eller forener os med – Gud. Hvert menneske bliver en del af det guddommelige.